Romantikken.dk

Introduktion til romantikken: 1800-1870

I historiefaglig terminologi dækker begrebet romantikken over de kulturelle strømninger, der prægede Europa i perioden fra ca. 1800 til omtrent 1870. Selvom perioden senere delte sig i tre understrømninger, og dens startpunkt såvel som slutpunkt ikke sådan lige lader sig udtømme fuldkomment, så er der alligevel en del kendetegn ved perioden, der kan drages frem.

I dens tidsstrømning og begrebsverden er den på sin vis en modreaktion mod oplysningstidens fornuftsprægede verdensbillede, der agtede rationalitet og viden om verden som de absolut bærende idealer. I stedet orienterede perioden sig i retning af en mere sjælelig, følsom og irrationel virkelighed, der altså prægede dens indre målsætning og sammenhængskraft. Som periode var romantikken mest udbredt i Europa, og i særdeleshed i Tyskland, England og Frankrig. I verdenshistorien er perioden primært centreret i og omkring europæisk kulturelle og politiske forhold, da det primært er Europa, der var det dominerende kontinent i verden, hvor udviklingen opstod og bredte sig videre ud i verden fra.

En bestemt kulturstrømning i Europa

Som enhver anden verdenshistorisk periode dækker romantikken over politisk, kunstnerisk, filosofisk og historiefaglige underkategorier, der er samlet under den samme overordnede betegnelse. Romantikken har ikke en nagelfast betegnelse, særlig sætning eller motto tilknyttet sig, som det er tilfældet med Kants skrifte hvad er oplysning? fra 1784, der kort og godt angiver oplysningstidens retning og formål. Dog kan man sige, at perioden ser en opblomstring i litteratur, poesi, og generelt de mere bløde humanistiske fag. Her ser man i kunst- og åndslivet en søgen mod individet og afklaring af dets plads i verden.

Dette giver sig til udtryk ved, at geniet (der eksemplificerer individet) bliver sat op på en piedestal, og er den konkrete figur der ved en udtalt dualisme forbinder begreber som jord og himmel, sjæl og legeme, kulde og varme, kærlighed og had m.v. Altså, er denne person en der står ud fra flokken, og giver indsigt i sandheder omkring verden. Et andet vigtigt kendetegn er, at man ser en øget historisk bevidsthed hos befolkningen. Man forstår, at man kommer fra noget og bevæger sig i retning mod noget – med andre ord er man ikke at betragte som en form for “ø” i kulturel, åndelig og materiel forstand.

Denne opfattelse giver sig ydermere til udtryk ved, at periodens tankegods ikke går fra toppen og ned i samfundet, men tværtimod nok snarere fra bunden og op. Altså, at det ikke blot er en kulturel elite, der tager del i og skaber strømningerne i perioden, men i lige så høj grad, at den almene borger også er en involverende og skabende part.

Romantikken i Danmark

I dansk sammenhæng er der i perioden en stor opblomstring inden for litteratur, poesi og kunst. Mentalitetshistorisk er Danmark på daværende tidspunkt præget af, at vi har satset forkert i Napoleons krigene, statsbankerotten i 1813, tabet af Norge i 1814 og helt til slut i perioden nederlaget til Tyskland i den anden slesvigske krig i 1864.
Disse nederlag tilsammen bevirker, at den danske mentalitet som storspiller i Europa lider et alvorligt knæk, og man kan argumentere for, at vi lige siden har forsøgt at hele sårene fra de hårde slag mod selvforståelsen, der blev sat ind i dette århundrede.

Man taler derfor om, at Danmark går fra europæisk stormagt til kraftigt reduceret lilleput nation i storpolitiske sammenhænge – med en deraf følgende identitetskrise. Disse begivenheder gør, at man søger mod kunsten og litteraturen for at finde svar. Her blomstrer en lang række store personligheder, hvor navne som Adam Oehlenschläger, Johannes Ewald, Steen Steensen Blicher og Georg Brandes er toneangivende personager i samtidens kunst og kulturliv. I slutningen af perioden bliver de efterstræbte idealer gradvist afløst af naturalismens indtog (1870-1890) hvor der igen bliver rettet fokus mod de naturvidenskabelige og materielle aspekter af virkeligheden.